Gå til hovedindhold

Vuggestuen Den Grønne Gren

Vi lægger vægt på, at dit barn bliver set og hørt, og at alle børn oplever, de er en vigtig del af fællesskabet. Med et godt samarbejde mellem hjem og vuggestue, sikrer vi trivsel og udvikling for dit barn.

guitarspil med mange børn i gangarealet
  • Læs op

Indhold

    I Den Grønne Gren har vi ca. 42 børn i alderen 0-3 år. Børnene er tilknyttet de 3 stuer -Brumbasser, Mariehøns og Sommerfugle. Vi er en personalegruppe bestående af pædagoger, pædagog medhjælper, PA studerende og pædagog studerende. Personalegruppen har forskellig artede kompetencer og erfaringer, som kommer børn og forældre til gode i forhold til vores arbejde med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse. 

    Vi gør os umage med, at barnet bliver tryg ved personalet. På den måde sikre vi at barnet ikke er afhængig af personalets skiftende arbejdstider. Det vil være de samme voksne fra vuggestuen, som er omkring jeres barn ved opstart i vuggestuen. Gradvist vil barnet blive mere tryg ved de øvrige voksne i huset.

    Børnene er tilknyttet en stue, hvor stuens pædagogiske personale i samarbejde tager udgangspunkt i barnets behov og respekterer signalerne barnet viser os i vores arbejde med barnets læring og udvikling.

    Nærvær og anerkendelse

    Vi ønsker at skabe en tryg hverdag for barnet. Vuggestuen skal være et sted, hvor barnet er trygt, hvor barnet trives og udvikler sig til at blive et socialt, sundt og livsdueligt barn. Vores mål er, at barnet oplever sig, som en vigtig del af fællesskabet, ligesom vi understøtter barnet i at gå på opdagelse, være nysgerrig og har lyst til at lære nyt i et godt børnemiljø.

    Vi har en anerkendende tilgang i vores pædagogiske praksis, hvor vi vægter nærvær og barnets mestring højt. Vi prioritere tid til fællesskab, samtale, sang og leg med barnet og børnegruppen. Børnene bliver f.eks. inddraget i at dække bord, spise selv, skifte ble og at blive klar til middagsluren, aktiviteter hvor barnet gør det, som det kan. 

    Læring i dagligdagen

    I det daglige arbejder vi ud fra Den Pædagogiske Læreplan for Harlev Dagtilbud. Vi bruger udeliv, musik, sang, bevægelseslege, fantasilege, højtlæsning, fortælling, male, tegne og andre kreative processer. I vuggestuen har vi indrettet forskellige læringsmiljøer, så vores børn bliver udfordret. På hver stue har vi pædagoger, der tager føring på enten musik, sprog eller bevægelse og motorik. De sidste par år har dagtilbuddet deltaget i flere sprogprojekter, så alle medarbejdere har fået opdateret deres kompetencer, på det felt.

    Dagligdagen og de pædagogiske indsatser planlægger vi efter, hvordan børnegruppen er sammensat på de enkelte stuer, og i huset som helhed.

    Vi prioritere at børnene kommer udenfor hver dag på vores dejlige legeplads, og vi forholder os nysgerrige og undersøgende til naturen. Vi går på små ture med klapvogne ligesom vores lad cykler bruges til ture ud af vuggestuen.

    Sådan ser her ud

    Forrige Næste

    Den Grønne Gren er en vuggestue, beliggende midt i Harlev by. Vi er et hus med lyse fleksible rum, og vi er gode til at bruge de muligheder, der er. Vi har indrettet mange forskellige læringsmiljøer, både ude og inde.

    Vi er tre stuer - Brumbasser, Mariehøns og Sommerfugle. Hver stue har et baderum og et krybberum tilknyttet. Stuerne er bundet sammen af en bred gang, og et fællesareal vi bruger til leg og musik. Vi har også et mindre fællesrum, der lige nu er indrettet til motorik og musik.

    Hver stue har udgang til et lille gårdrum. Om sommeren står døren mellem stue og gårdrum ofte åben, så det er nemt at komme ud. Fra gårdrummet kan vi åbne en låge ud til den fælles sydvendte legeplads. Her er der en lille bakke, cykelbane, sandkasser, vippedyr og gynger - masser af motoriske udfordringer for vuggestuebørn.

    På nordsiden af huset er der en mindre legeplads.

    Vi tager ofte på ture i nærområdet til Byparken, biblioteket eller på børnehavebesøg i barnets kommende børnehave. 

    Læs mere om Vuggestuen Den Grønne Gren

    Dagens aktiviteter

    Morgenstunden: Barnet siger goddag til voksne fra vuggestuen og farvel til mor og far.

    Vi prioritere et miljø, hvor børnene i deres eget tempo kan starte dagen i vuggestuen. Vi møder barnet / børnene i deres morgen behov. Vi siger goddag og få e kort info omkring barnets aften -nat og morgen oplevelser. Et gensidigt samarbejde i dialog, hvor vi sammen sikre barnet den bedste start på dagen. Vi planlægger rammerne med et nærværende børnemiljø, som er vekslende, hvor børnene har mulighed for at søge rolige aktiviteter med ro til fordybelse sammen med pædagogisk personale

    Kl. 6.30: Vuggestuen åbner, og de voksne tager imod børnene, efterhånden som de ankommer. Vi vinker farvel til forældrene og sørger for, at der er lege til både de små og store, de stille og energiske.

    kl. 8.00: Vi går ud på stuerne og leger der. Flere børn ankommer.

    Kl. 8.45: Samling på stuen. Vi prioritere børnenes samling på stuerne- det betyder at vi forsøger at minimere forstyrrelser af samlingerne mest muligt. Vi taler om dagen, vi synger goddag-sangen, så vi alle ser hinanden. taler om fællesskaber. Flere sange er med fagter og derefter spiser vi lidt grønt og brød.

    Kl. 9.15: På hver stue sætter vi gang i pædagogiske aktiviteter, hvor vi er delt op i mindre grupper. Aktiviteterne kan f.eks. være motorisk leg udenfor, musikaktivitet i fællesrummet og en tur til Byparken. Onsdag og Torsdag er børnene i mindre grupper på tværs i huset.

    Kl. 10.45: Vi spiser frokost. Derefter bliver børnene skiftet og kommer ud at sove i krybberne.

    Kl. 12.00: De fleste børn sover, mens andre lige er vågnet. Børnene som sover flere gange/dagen. Er samlet på en stue, da vi her målretter aktiviteter for de yngste. De bliver fortrolige med andre børn og voksne. De tilbydes forskelligartede forskellige alderssvarende aktiviteter. De store som ikke sover mere inddrages i daglige gøremål og tilbydes små pauser, aktiviteter i fællesrummet.

    Kl. 13.30: Børnene vågner fra middagsluren, bliver skiftet og vi gør klar til eftermiddagsmaden.

    Kl. 14.00 15:00: Vi spiser eftermiddagsmad, og derefter går vi på legepladsen. De voksne deltager i aktiviteter sammen med børnene. 1-2 voksne bliver i fællesrummet og sørger for, at børnene der sover længere kommer op, bliver skiftet og får mad.

    Kl. 16.15: Efterhånden som børn bliver hentet, samles vi udenfor/ indenfor.

    Kl. 17.00: Den sidste pædagog lukker vuggestuen. Fredag lukker vi kl. 16:30

    Ugens aktiviteter

    • Onsdag og torsdag er børnene i mindre grupper sammen på tværs i vuggestuen. Frø, Spire og Rødder: planen sendes til forældrene løbende
    • Storbørnsgruppen, er for alle børn fra alderen 2 år og 5 mdr. Vi mødes og laver forskellige aktiviteter. Det kan kan f.eks. dreje sig om social forståelse, det at opleve sig som en vigtig del af fællesskabet, noget kreativt, et besøg i en børnehave, ect.
    • Aktiviteter på stuen og i huset. Se opslag på AULA

    Årets traditioner

    • Faste traditioner. I Den Grønne Gren fejrer vi fastelavn (februar), afholder løb ved påsken (marts/april), arbejdslørdag (april), bedsteforældredag (maj), årlig sommerfest (maj/juni), forældremøde (august), halloween (oktober), jul (december). 
    • Forældrekaffe. Vi har tradition for, at Forældrerådet afholder forældrekaffe ca. 3 gange om året. Det er en eftermiddag, hvor der er hygge om eftermiddagen, når forældrene henter. 
    • Barnets fødselsdag. Vi fejrer barnets fødselsdag med børnene på stuen. Vi har tradition for at holde en fødselsdagssamling med sange og bevægelse. Vi spiser noget lækkert, som fødselsdagsbarnet har medbragt. Kontakt personalet i god tid for at aftale hvordan. Hvis barnet deler noget ud, skal det være noget alle børn på stuen kan være en del af. Spørg i vuggestuen.

    Det er allerede hos det lille barn, at vi lægger grundstenen til gode, sunde kostvaner. En sund kost har betydning for, at dit barn har energi til hele dagen. I vuggestuen har vi en nul sukker-politik, derfor skal alt mad være uden tilsat sukker - både de daglige madpakker, til fødselsdage og til fællesarrangementer. Til måltiderne serverer vi vand.

    Måltidet

    Vi prioriterer, at der er tid og ro til at spise alle måltider i vuggestuen. Vi deler os op i mindre spisegrupper med faste siddepladser. Ved måltidet har vi det hyggeligt, vi snakker om maden, og hvad børnene ellers bringer i spil af emner. Vi øver også det at lytte til hinanden, at række vandkanden videre og vente på tur.  

    Både før og efter spisning har vi fokus på, at det enkelte barn er med til at hjælpe til med borddækning, anretning og oprydning. 

    Madpakker / fælles frokostmåltid

    Dit barn skal have 1 madpakker med hver dag til eftermiddagsmad.

    Vi har fælles frokostordning, der bliver leveret af en ekstern leverandør. Vi får serveret rugbrød med varieret pålæg tre gange om ugen og en varm ret to gange om ugen.

    Menuplan Fr. Laura

    Vi stemmer om det

    Det er dig som forælder, der er med til at bestemme, om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning, eller om vi skal have madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

    Læs om kost og afstemning i Harlev Dagtilbud

     

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

    For at give dit barn den bedste start og opvækstbetingelser, har vi fokus på det gode forældresamarbejde.

    Det tætte samarbejde

    Det er vigtigt for os, at have en tæt kontakt til dig som forælder. Vi sætter f.eks. pris på, at du fortæller os om dit barns søvn og start på dagen, når du afleverer om morgenen. Det kan også have stor betydning for dit barn, at moster er gravid, og at bamsen er blevet væk. Hvis vi har en viden om det, kan vi bedre møde barnet i dets oplevelse af verden. Vi vil også gerne fortælle, hvordan dagen er gået, når du henter dit barn.

    Vi har forståelse for, at det ikke er alt, der kan tales om i garderoben. Derfor er du altid velkommen til at ringe, eller vi kan aftale at holde et møde, så vi kan tale uforstyrret.

    Du vil også kunne følge med i dagligdagen på Aula, hvor vi deler billeder, aktivitetsplaner og andre informationer. Det er vigtigt, at du orienterer dig på Aula, så du er opdateret på information og beskeder fra os. Det er også her, du skal give besked om ferie, fridage og sygdom.

    Fastlagte samtaler

    I vuggestuen har vi en opstartssamtale. Herefter samtaler når dit barn er ca. 14 mdr. og ca. 2 år. Når dit barn skal videre til børnehave, har vi en overleveringssamtale. 

    Derudover holder vi samtaler, når der er behov for det.

    Den gode start

    Du er velkommen til at kontakte den pædagogisk leder, hvis du ønsker en rundvisning eller har spørgsmål i forbindelse med, at du skal vælge vuggestue til dit barn. 

    Når du har fået plads til dit barn, får du en mail fra Den Grønne Gren. Der er bl.a. oplysninger om den stue, dit barn skal gå på og råd om, hvordan vi giver barnet en god start. Kontakt afdelingen og aftal et besøg/opstartsmøde inden startdatoen.

    Det er vores erfaring, at børn har brug for en indkøring på 1-2 uger, men der kan også være store forskelle på børn og forældre. Vi vil gerne lave en indkøring, der passer til dit barn - i samarbejde med dig.

    Få indflydelse på hverdagen

    I vores forældreråd og bestyrelse har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

    Læs mere om forældresamarbejde, forældreråd og bestyrelsen i dagtilbuddet.

    Samarbejde med forældre

    Vi møder dit barn, der hvor det er. Er dit barn til skæg og ballade om morgenen, så er det fint, og er dit barn mere stille eller morgentræt, så rummer vi også det. Alle børn er en vigtig del af vores fællesskab.

    Dit barns pædagoger har fokus på, at skabe legerelationer for alle børn, og samtidig planlægger de aktiviteter efter, at dit barn udvikler sig alsidigt. 

    Udvikling

    Det er meget almindeligt, at børn udvikler sig i ryk, så f.eks. motorikken udvikles, mens barnets sprog ikke gør. Hvis det er nødvendigt, kan vi aftale at have fokus på et udviklingsområde, og følge op på, om barnet udvikler sig i den retning.

    Når barnet opnår tilstrækkelig bevidsthed om egen krop, kan vi i dialog med jer, arbejde med barnets renlighed. Det starter med, at barnet sidder på toilet på bestemte tider, f.eks. efter samling eller ved omklædning til middagsluren. Er du i tvivl om, hvornår dit barn er klar til at komme af med bleen, så tag endelig en drøftelse med personalet om det.

    Er du eller vi bekymrede for dit barns trivsel og udvikling, kan vi altid holde et møde om dit barn. Hvis vi oplever, at der er brug for mere specialiseret viden, så er det muligt at drøfte dit barn på et trivselsmøde med deltagelse af forældre, dagtilbud, tale-hørekonsulent og psykolog.

    Du kan læse mere om, hvilke pædagogiske mål vi har i dagtilbuddet. Vi har også en Pædagogisk Læreplan for Harlev Dagtilbud, der er vores arbejdsplan for, hvordan vi sikrer alle børn læring, trivsel, udvikling og dannelse.

    Dit barns udvikling og trivsel

    Vuggestuen Den Grønne Gren

    Grønhøjvej 62, 8462 Harlev

    Telefon: 21 15 84 56

    Pædagogisk leder

    Lene Ottosen

    Vuggestuen Den Grønne Gren

    Telefon: 21 15 84 56

    E-mail: olv@aarhus.dk

    Stuerne i Vuggestuen Den Grønne Gren

    Kontoret: 21 15 84 56
    Brumbasser: 21 15 84 58
    Mariehøns: 21 15 84 57
    Sommerfugle: 21 15 84 53

    Sidst opdateret: 12. november 2023