Gå til hovedindhold

Børnehuset Pilehaven

I I Børnehuset Pilehaven arbejder vi ud fra en anerkendende tilgang til børn og forældre. Vi hylder forskellighed og arbejder med små og store fællesskaber.
Barndommen har værdi i sig selv og vi vægter en dagligdag hvor alle børn oplever sig set, hørt og forstået.
Vi ser det som vores vigtigste opgave at understøtte børnenes selvværd og oplevelse af mestring i eget liv.

leg med gynge i motorikrummet
  • Læs op

Indhold

    Pilehaven er en integreret institution med 72 børn i alderen 0-6 år. I vuggestuegrupperne Mejserne og Koglerne er der tilsammen 18 børn. I børnehaven er der ca. 54 børn fordelt på Humlebierne og Mariehønsene. De ældste børn fra børnehaven indgår i storbørnsgruppen Guldsmedene som starter op i løbet af efteråret.

    Vi er en blandet personalegruppe med både pædagoger, pædagogisk assistenter og pædagogmedhjælpere. I perioder kan vi have støttepædagoger, studerende, elever i praktik eller personer i jobtræning. Vi vægter at personalegruppen samlet, har en bred vifte af kompetencer i forhold til arbejdet med børns trivsel, læring og udvikling og afspejler det samfund vi er en del af.

    Vi er et hjertevarmt hus. Vi styrker børnenes selvværd og selvtillid blandt andet ved at udtrykke vores glæde ved at være sammen med dem, ved at tro på deres formåen og ved at støtte op og vejlede dem, når noget er svært. Vi vægter det enkelte individ højt og ønsker at skabe trygge rammer med tydelige voksne.

    Foruden vores planlagte pædagogiske aktiviteter, skal der også være plads til at fordybe sig i leg. Legen er børnenes måde at bearbejde oplevelser og indtryk på, og det er her, de øver sig på livet.

    Som integreret institution har børn på tværs af alder mulighed for at mødes på legepladsen, komme på besøg hos hinanden eller de er sammen, når vi laver temaer på tværs af huset. Vores fællessamlinger har også stor betydning i denne sammenhæng.

    I Pilehaven vil vi gerne kendes på at vi arbejder med :

    Kvalitet - fællesskaber - små og store højdepunkter

     

    Sådan ser her ud

    Forrige Næste

    Pilehaven ligger i den vestlige kant af Harlev, lige på grænsen til de åbne marker mod vest og skoven i baghaven. Huset er bygget i 2003 og har høje lyse rum.

    Pilehavens hjerte er det store fællesrum, der er i direkte forbindelse med køkkenet.

    I fællesrummet samles vi alle i ydertimerne, det er også her, der foregår fællessamlinger, og hvor storbørnsgruppen mødes til aktiviteter. 

    I den sydlige del af huset holder vuggestuen til, på stuerne der hedder Mejserne og Koglerne. Vi prioriterer at der er god gulvplads så der er plads til at bevæge sig fit og få masser af kropslige erfaringer.

    I den nordlige del af huset holder børnehaven til, på stuerne, der hedder Humlebierne og Mariehønsene. Vi har blik for at indrette vores stuer fleksibelt, således at der er læringsrum der afspejler den aktuelle børnegruppes behov

    Vores legeplads er opdelt i 2 - en lille legeplads hvor vuggestuens børn kan være lidt beskyttet og en større legeplads der går rundt om huset hvor børnehavebørnene boltrer sig.

    Vi vægter at der skal være plads til masser af fysisk udfoldelse, sansemotoriske oplevelser og rum til fordybelse. Vores legeplads skal inspirere til at eksperimentere med elementerne, mærke årstiderne og være et rum for undren.

    Vi går på tur i vores nærområde, til byens legepladser, i skoven, på biblioteket og i Multihallen

    Læs mere om Børnehuset Pilehaven

    Vi er ude hver dag i al slags vejr.

    Nedenfor har vi beskrevet hverdagen, som den for det meste ser ud. 

    Dagens aktiviteter

    Kl. 6.30: Pilehaven åbner i vuggestuen og i børnehaven. De første børn ankommer, og der bliver leget på tværs af stuerne.

    Kl. 7.30: Efterhånden som flere børn kommer til, deler vi os op på stuerne.

    Kl. 8.30: I vuggestuen holder vi samling stuevis. Vi snakker om, hvem der er her, og hvem der er væk. Vi taler om de oplevelser og emner, der optager os lige her og nu, vi synger, fortæller historier og til slut spiser børnene deres madpakke med frugt og grønt. Efter samling har vi planlagte aktiviteter i mindre grupper. 

    Kl. 9.30: I børnehaven holder vi samling stuevis og går derefter i gang med planlagte aktiviteter. Det kan f.eks. være at bygge en motorikbane eller at snitte grøntsager til en suppe, der skal laves over bål.

    kl. 10.30: I vuggestuen vasker vi hænder og gør klar til frokost. Vi sidder i mindre spisegrupper og har faste siddepladser. Det skal være roligt og hyggeligt at spise sin mad. Efter frokosten leger vi på stuen og gør børnene klar til middagslur, efterhånden som de er trætte.

    Kl. 11.30: I børnehaven gør vi klar til frokosten. Vi vasker hænder og sætter os i mindre spisegrupper, hvor vi har faste spisepladser. Der skal være plads til gode dialoger, men samtidig er det også en rolig stund.

    Kl. 12.00: Efter maden er der enkelte børn, der har brug for at hvile sig på madrasser inde på stuen. Alle andre leger ude på legepladsen. I vuggestuen kommer børnene op, efterhånden som de vågner.

    Kl. 14.00: Eftermiddagsmad på stuerne. Herefter er der tilbud om forskellige aktiviteter.

    Kl. 15.45: Vi lukker halvdelen af stuerne af, vuggestuen og børnehaven samles hver for sig til afslapning og hygge.

    Kl. 17.00: De sidste børn er hentet, og den sidste pædagog lukker børnehaven.

    Om fredagen lukker vi kl. 16.30.

    Aktiviteter

    • Stuerne udgiver en aktivitetsplan
    • Et par formiddage om ugen mødes Guldsmedene til storbørns aktiviteter.
    • Hver stue har en fast ugentlig dag, de tager på tur.
    • En fredag i måneden holder vi fællesamling med alle børn. Det er også her vi markerer når børnene fra vuggestuen starter i børnehave. 
    • Traditioner. Vi har forskellige traditioner i Pilehaven der knytter an til en del af læreplanstemaerne. Her kan nævnes, fastelavn, familie dag, sommerfest, arbejdsfredag med forældre og Luciaoptog.
    • Emneuger. Vi har emneuger fordelt ud over året, der knytter an til de forskellige læreplanstemaer: Alsidig personlig udvikling, Social udvikling, Kommunikation og sprog, Krop, sanser og bevægelse, Natur, udeliv og science, Kultur, æstetik og fællesskab. Nogle gange planlægger vi emneugerne for børnegrupper, der går på tværs af vuggestue og børnehave.
    • En del af lokalsamfundet. Harlev har et stærkt lokalsamfund. Vi samarbejder med skole, idrætsforeningen, bibliotek, spejderforeningen og Lokalcenteret
    • Fællesspisninger. Forældrerådet arrangerer fællesspisninger for årgangene. 
    • Barnets fødselsdag. I vuggestuen fejrer vi barnets fødselsdag på stuen til samling og formiddagsmaden. I børnehaven er det muligt at holde fødselsdag i Pilehaven eller derhjemme, med besøg fra børnehaven. 

    I Pilehaven er vi optaget af børns sundhed. Både af at børnene får alsidige fysiske udfordringer, men også af at børnene bliver bevidste om sund kost og får et naturligt og afslappet forhold til mad. Vi er bevidste om måltidet som læringsrum der giver mulighed for at få erfaringer omkring smag, konsistens, duft, farve osv.

    I Pilehaven får børnene en frokost, der er produceret i eget køkken. Måltiderne er, så vidt muligt, økologiske og  fremstillet ud fra årstidernes råvarer. Når det er muligt inddrager vi børnene i køkkenet.  

    Alle børn medbringer en eftermiddagsmadpakke med groft brød, frugt og grønt. Vi er i personalegruppen og forældrerådet enige om, at det er forældrenes ansvar at sørge for, at de medbragte madpakker er nærende og sunde.

    I Pilehaven vægter vi, at rammerne omkring måltidet skal være hyggelige, og at de er læringsrum for social udvikling, men også en pause til kroppen; en rolig stund.

    Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

    Læs mere om kost og måltider i Harlev Dagtilbud

     

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

    For at give dit barn den bedste start og opvækstbetingelser, har vi fokus på det gode forældresamarbejde.

    Det tætte samarbejde

    Det er vigtigt for os, at have en tæt kontakt til dig som forælder. Vi sætter f.eks. pris på, at du fortæller os om dit barns søvn og start på dagen, når du afleverer om morgenen. Det kan også have stor betydning for dit barn, at moster er gravid, og at bamsen er blevet væk. Hvis vi har en viden om det, kan vi bedre møde barnet i dets oplevelse af verden. Vi vil også gerne fortælle, hvordan dagen er gået, når du henter dit barn.

    Vi har forståelse for, at det ikke er alt, der kan tales om i garderoben. Derfor er du altid velkommen til at ringe, eller vi kan aftale at holde et møde, så vi kan tale uforstyrret.

    Du vil kunne følge med i dagligdagen på Aula, hvor vi deler billeder, aktivitetsplaner og andre informationer. Det er vigtigt, at du orienterer dig på Aula, så du er opdateret på information og beskeder fra os. Det er også her, du skal give besked om ferie, fridage og sygdom.

    Fastlagte samtaler

    De faste samtaler er 3 måneder efter opstart i Pilehaven, inden overgangen til børnehave og en samtale inden overgangen fra børnehave til skole. Om efteråret - når dit barn er ca. 5 år - holder vi forældremøde om overgangen mellem børnehave og skole.

    Derudover holder vi samtaler, når der er behov for det. Vi kan enten mødes fysisk eller afholde samtalen online.

    Den gode start

    Du er velkommen til at kontakte den pædagogisk leder, hvis du ønsker en rundvisning eller har spørgsmål i forbindelse med, at du skal vælge institutionsplads til dit barn.

    Når du har fået plads til dit barn, får du en mail fra Pilehaven med velkomstmateriale. En medarbejder vil ringe dig op, så I kan aftale et tidspunkt til besøg og opstartssamtale.

    Det er vores erfaring, at børn har brug for en indkøring på 1-2 uger, men der kan også være store forskelle på børn og forældre. Vi vil gerne lave en indkøring, der passer til dit barn - i samarbejde med dig.

    Interne overgangen fra vores vuggestue til børnehave kører ofte af sig selv. Barnet kender huset, og vi sørger for at komme på besøg i børnehaven mange gange i ugerne op til skiftet. Når dit barn skifter til børnehaven, ønsker vi, at du deltager sammen med dit barn hele den første dag.

    Få indflydelse på hverdagen

    I vores forældreråd og bestyrelse har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

    Læs mere om forældresamarbejde, forældreråd og bestyrelsen i dagtilbuddet.

    I Pilehaven lægger vi vægt på trygheden og på at skabe gode relationer til barnet. Alle børn er en vigtig del af fællesskabet.

    Udvikling

    Vi tror på, at legen er en måde, hvorpå børn øver sig til livet. I legen kan dit barn bearbejde og afprøve alle de oplevelser og sanseindtryk, det tilegner sig. Derfor gør vi meget ud af at understøtte legegrupperne, så de fungerer godt. 

    Vi støtter alle børn i at blive selvhjulpne. Det er vigtigt, at barnet kan mærke sine egne behov, og at det lærer at tage vare på sig, f.eks. når det er sultent eller skal tage tøj af og på. Vi støtter også barnet i at turde sige til og fra over for hinanden.

    Det sidste år inden skolestart, går barnet i storbørnsgruppen, der mødes et par formiddage om ugen. Vi løser opgaver, besøger skolen og samtidig øver vi selvhjulpenhed, at børnene kan skabe nye relationer, samarbejde, udsætte egne behov og vente på tur.

    Er du eller vi bekymrede for dit barns trivsel og udvikling, kan vi afholde et ekstra møde om dit barn. Hvis vi oplever, at der er brug for mere specialiseret viden, så er det muligt at drøfte dit barn på et trivselsmøde med deltagelse af forældre, dagtilbud, tale-hørekonsulent og psykolog.

    Du kan læse mere om, hvilke pædagogiske mål vi har i dagtilbuddet. Vi har også en Pædagogisk Læreplan for Harlev Dagtilbud, der grundlaget for, hvordan vi sikrer alle børn læring, trivsel, udvikling og dannelse.

    Dit barns udvikling og trivsel

    Børnehuset Pilehaven

    Rødlundvænget 35, 8462 Harlev

    Telefon: 21 15 84 05

    Pædagogisk leder

    Irene Møller Blume

    Børnehuset Pilehaven

    Sidst opdateret: 12. november 2023